Politiet tager ingen chancer, når der er trusler om mord inde i billedet. Derfor har ordensmagten evakueret et helt uddannelsescenter i København fredag eftermiddag.
Truslerne er blevet rettet mod flere personer på uddannelsescenteret VUC på Vognmagergade i København.
"Vi får en meddelelse fra skolen klokken 14.10, om at man har modtaget en trussel om, at man vil komme og skyde alle på skolen," siger informationschef i politiet, Flemming Steen Munch, til Newspaq.
Der er endnu ikke kendskab til nogen gerningsmand eller noget motiv.
"Vi har evakueret skolen, og vi er i gang med at gennemgå samtlige lokaliteter på skolen for at se, om der skulle være noget farligt derinde. Når vi er færdige med det, får folk lov til at gå ind og hente det, de måtte have efterladt. Så er der weekend på skolen, og vores efterforskningsarbejde går videre," fortæller Flemming Steen Munch.
For kort tid siden var der ligeledes trusler mod en dansk skole. I Helsingør stod en 14-årig dreng bag.