Faren til den syv-årige pige alarmerede i går politiet, der med hjælp fra en låsesmed kom ind i huset i Svendborg. Her fandt de ligene af pigen og hendes mor.
Ifølge Fyens Politi tyder det på, at der er tale om en familietragedie.
"Det er sjældent, man finder en mor og datter døde på samme tid. Retsmedicinske undersøgelser på stedet viser, at de har været døde i 24 timer og måske op til 48 timer," siger Fyns politi drabschef Henrik Justesen til BT.
Det er endnu ikke muligt for politiet at oplyse dødsårsagen.
"Vi har foretaget nogle afhøringer og her til formiddag skal ligene obduceres. Før obduktionen er ovre kan vi ikke udtale os yderligere i sagen," siger drabschef i Fyens Politi, Henrik Justesen til Newspaq.
Politiet har tidligere oplyst, at der ikke er affyret skud eller brugt kniv.
Ifølge Henrik Justesen menes dødsårsagen at være en dosis stærk medicin eller muligvis kulilteforgiftning. Det skriver Ekstra Bladet.