Det er ikke kun Pakistan, der lider hårdt under den vedholdende og voldsomme monsunregn.
I det nordlige og vestlige Indien truer flere floder med at gå over deres bredder, mens myndighederne i en kamp mod uret forsøger at evakuere beboere fra de faretruende vandmasser.
Meteorologer fortæller til BBC, at denne monsunregn indtil nu har budt på de største regnmængder i to årtier.
I Indiens hovedstad New Delhi ligger flere gader allerede under vand, og i floden Yamuna, der løber gennem byen, er vandstanden faretruende høj, og det har skabt kaos i millionbyen.
1500 er allerede blevet flyttet til midlertidige lejre.
Myndighederne fortæller, at den massive nedbør i august har budt på heftigste regnvejr over New Delhi i 15 år.