Monaco har lagt det meste ned på sin vej i denne sæson, hvor klubben vandt det franske mesterskab og spillede sig i semifinalen i Champions League.
Det har gjort klubbens træner Leonardo Jardim til en populær herre ikke mindst hos flere hold i den pengestærke, engelske Premier League.
Den 42-årige portugiser skal dog ingen steder foreløbigt, tyder det på, for onsdag forlængede han kontrakten med Monaco, så parterne har papir på hinanden i de kommende tre sæsoner.
- Jeg er meget glad for at fortsætte mit arbejde med Monaco. Fremtiden ser lys ud. De seneste tre sæsoner har været exceptionelle, og det blev kronet med at blive fransk mester, siger Jardim ifølge AFP.
Da mesterskabet kom i hus, var det klubbens første siden 2000, og derfor er spillerne i Monaco også blevet interessante for andre klubber.
Bernardo Silva er allerede solgt til Manchester City, mens den colombianske angriber Radamel Falcao dog har forlænget sin kontrakt.
Klubbens teenagestjerne Kylian Mbappe kan blive næste spiller, som de største europæiske klubber vil forsøge at få fingrene i, men klubbens vicepræsident håber, at forlængelsen med Jardim signalerer kontinuitet.
- Han er en af de bedste trænere i europæisk fodbold, og trods fristelser har han valgt at forlænge sin kontrakt.
- Vi deler ønsket om at fortsætte med at udvikle klubben, og derfor er det med stolthed, at vi offentliggør forlængelsen, siger Vadim Vasilyev.
Leonardo Jardim kom til Monaco i 2014 fra Sporting Lissabon, og han har tidligere været træner i græske Olympiakos samt i Braga i hjemlandet.
/ritzau/