De mørke rebeller i det californiske band Black Rebel Motorcycle Club lægger vejen forbi København til sommer.
Trioen spiller i Den Grå Hal på Christiania 24. juli på gruppens verdensturné, der følger op på udgivelsen af bandets fjerde album, ’Baby 81’, som netop er udkommet.
Sidst gruppen gæstede Danmark var i 2005, da de lagde vejen forbi VoxHall og Store Vega.
Billetsalget starter mandag 7. maj kl. 10 via Billetlugen.dk eller på tlf. 70 263 267, samt i Fona, oplyser Gaffa.dk.
Rockgruppen fra Californien er kendt for sine dynamiske og melodiske rocksange. Trioen slog igennem som del af den nye bølge af amerikansk støj/garage-rock, der også tæller navne som White Stripes og The Strokes.