Kunder hos 3 har ikke kunnet ringe, sende sms'er eller gå på nettet på grund af problemerne, der skyldes en opgradering af netværket i nat.
Selskabet oplyser, at der kan forekomme problemer med at foretage og modtage opkald, men at der arbejdes på højtryk for at løse problemerne.
De ventes at være løst før middag, oplyser selskabet.
"Det er dybt beklageligt, at vores kunder her til morgen ikke oplever den samme gode dækning hos 3, som de er vant til. Heldigvis er det første gang i de syv år, 3 har været på det danske marked, at vi har oplevet et netværksproblem af denne størrelse," siger Knud Løkke Rasmussen, kommunikationschef i 3 Danmark i en pressemeddelelse.