Beviserne mod en 30-årig kvinde og en 29-årig mand, der i weekenden var med til at røve en urmager på Amager, er så beskedne, at politiet har droppet at fængsle dem.
I søndags var de begge i grundlovsforhør, hvor de kun fik deres anholdelse forlænget med tre døgn. Derfor bliver kvinden løsladt i løbet af i dag, skriver dr.dk.
Den chilenske mand vil derimod igen blive fremstillet i grundlovsforhør, hvor han kræves fængslet, indtil han kan sendes ud af landet.
I Tyskland har han tidligere overtrådt et forbud mod at rejse ind i Schengenområdet, og derfor lå hans oplysninger i politiets registre.
Fem chilenske mænd sidder stadig varetægtsfængslet for det voldsomme røveri, hvor politiet skød og dræbte en af de mistænkte gerningsmænd.