En medarbejder på Yale University er blevet afhørt for det brutale mord på den 24-årige studerende, Annie Le. Det er nu ikke længere en studerende, der er mistænkt, men derimod en ansat på universitetet, skriver den amerikanske avis New Haven Independent.
Amerikansk politi vil ikke udtale sig, men kilder tæt på efterforskningen siger, at den ansatte er politiets hovedmistænkte. Han er endnu ikke anholdt.
Den mistænkte arbejder med dyreforsøg i et at universitetets laboratorier beliggende i den bygning, hvor liget blev fundet. Han blev allerede afhørt inden liget af den unge kvinde blev fundet, fordi han havde kradsemærker på blandt andet brystet.
Under afhøringen dumpede den ansatte i en løgnedetektortest og nægtede at besvare spørgsmål, før han fik en advokat stillet til rådighed.
Den mistænkte arbejdede i den samme bygning, som den unge kvindes lig blev fundet i en hul kældermur i søndags. Liget blev først fundet efter 100 politifolk og ansatte på skolen havde gennemgået grundtegninger og eftersøgt skolens bygninger.
Annie Le skulle i weekenden have været gift på Long Island med sin forlovede, Jonathan Widawsky, der studerer på Columbia University.
Sidst et dødsfald på en Yale-studerende fik lignendende omtale var i 1998, hvor 21-årige Suzanne Jovin blev stukket ned uden for universitetet. En professor på universitet var mistænkt i sagen, men gerningsmanden blev aldrig fundet.