Det er den ældste detektiv-historie i verden. Hvem slog dinosauerne ihjel? Nu føler forskerverdens svar på CSI, palæontologerne, sig sikre på, at de har løst gåden.
Et nyt fund viser nemlig, at dinosauerne endnu levede, da det katastrofale meteornedslag på Yucatán-halvøen ramte for 65 millioner år siden, skriver ingeniøren.dk
Teorien, om at meteornedslaget på Yucatán-halvøen slog dinosauerne ihjel, opstod for første gang for 30 år siden, og har siden gået sejrsgang i forskerkredse.
Teoriens kritikere har dog argumenteret, at dinosauerne døde længe inden nedslaget. Det er fraværet af fossiler tæt på tiden for meteornedslaget ifølge kritikerne det bedste bevis på.
Men nu har en gruppe forskere fra Yale endelig gravet det afgørende bevis frem.
De har fundet et fossil af den hidtil yngste dinosaur, som viser, at dyret levede højst nogle tusind år, før meteoret faldt. Det interessante er, at fossilet blev fundet 12 centimeter under det jordlag, som markerer perioden for meteornedslaget.
Kilde: ingeniøren.dk