Velfærdsminister Karen Jespersen (V) mener ikke, det er nødvendigt for Danmark at underskrive tillægsprotokol til FN's handicapkonvention.
Dermed forhindrer ministeren danske handicappede i at blive en del af et internationalt klageorgan, som behandler spørgsmål om handicappedes rettigheder. Og samtidig gør ministeren det også umuligt for internationalt klageorgan at se, om Danmark behandler sine handicappede retfærdigt.
"Jeg kan ikke forstå, at vi i et land som Danmark, der plejer at være så stolte over vores velfærd, er så bange for, at nogen kommer til at kigge på os udefra. Det virker, som om der er ugler i mosen, når man ikke tør lade sig vurdere," siger Danske Handicaporganisationers formand, Stig Langvad, til Politiken.
Når Danmark ikke har tilsluttet sig aftalen, så har de danske handicappede dårligere klagemuligheder end handicappede i lande som Sverige, Østrig, Kroatien og Namibia.
"Danmark har et tilfredsstilende rets- og klagesystem. Det gælder også for personer med handicap. Ved at sige ja til tillægsprotokollen risikerer vi, at en international uafhængig komité kan tilsidesætte afgørelser truffet i det danske retssystem," skriver Karen Jespersen i en email.