Videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen (V) vil forsøge at bistå de 1.000 fyrede Nokia-medarbejdere, så godt hun kan.
Samtidig drøftes det netop nu både i Malmø og Lund, om de danskere, der snart mister jobbet, kan suges ind i svenske virksomheder. Det skriver Berlingske Business.
Den kommende lukning af Nokias danske udviklingsarbejde vil sende 1.000 højtuddannede ingeniører på gaden, og dem kan de måske godt bruge i Sydsverige.
Det bekræfter erhvervscheferne i såvel Malmø som Lund.
Erhvervschef Per Persson fra Lund Kommune siger til Berlingske Business, at han senere på ugen vil drøfte rekrutteringsmulighederne med Sony Ericsson og ST Ericsson.
Videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen (V) siger til avisen, at hun bakker op om et projekt søsat af DI, Aalborg Universitet og Dansk Metal.
De tre parter drøfter i øjeblikket, om man kan lave et sted, hvor danske Nokia-ingeniører kan mødes og udklække ideer sammen f.eks. om at starte egen virksomhed.
Hun understreger dog, at den danske it-sektor generelt har det godt med over 90.000 ansatte, og at branchen efterspørger dygtige it-folk og ingeniører.
Nokias danske udviklingsafdeling lukker i 2012.