Partikelfiltre på tunge køretøjer skal nedsætte forureningen i de største byer.
Men defekte eller forkert monterede filtre slipper forbi synskontrollen og sender forurening ud i luften, kunne TV2-programmet Operation X afsløre torsdag aften.
Det har fået flere busselskaber til selv at vågne op og skifte en række filtre. Men det er nok, mener SFs miljøordfører, Trine Pertou Mach, der vil have transportministeren til at redegøre for, hvorfor busserne slipper gennem miljøsynet med ubrugelige filtre.
"Det er transportministerens ansvar, at de syn der bliver foretaget lever op til reglerne, og at det bliver gjort grundigere end hidtil. Det skal ikke bare være et tjek på papiret, men et reelt tjek hvor de gennemgår filtrene," siger hun.
Miljøordføreren vil ikke selv komme med forslag til ændringer af kontrollerne.
"Nu må vi først se, hvad redegørelsen indeholder. Så må transportministeren selv finde ud af, hvordan han vil sende ansvaret nedad i systemet. Men det er ham, der står med det overordnede politiske ansvar for, at det her virker."
Trine Pertou Mach håber at have redegørelsen, inden hun skal i samråd med transportministeren om luftforureningen i København i starten af næste måned.