I Odense passer en tilhyllet dagplejemor børn for hendes arbejdsgiver - en muslimsk familie i forstaden Vollsmose. Men kommunens ansvarlige politiker på området børnepasning, rådmand Jane Jegind, mener det er forkert, at kommunens forvaltning er tvunget til at godkende dagplejeren, skriver Berlingske Tidende.
- Vi ved, at vores børn bruger dagplejere, pædagoger og skolelærere som rollemodeller til at forme hvordan de opfatter samfundet. Det handler om ligestilling, siger hun.
Jane Jegind efterlyser et tiltag fra Christiansborg, som skal sikre, at private dagplejere godkendes på et pædagogisk grundlag. Christiansborg skal indføre dresscode for landets mange dagplejere.
Hun påpeger, at det for hende ikke kun er et spørgsmål om graden af tildækkede ansigter, men at hele klædedragten også sender et forkert signal.
Men den lokale venstrepolitiker møder modvind fra landets familie- og forbrugerminister:
- Hvis alle krav er opfyldt så som sproglig stimulering og så videre, kan man ikke blande sig i dagplejernes påklædning, og det skal vi heller ikke, siger Carina Christensen. Hun henviser i stedet til kommunens tilsynspligt.
Kommunens jurister vurderer ikke, at tilsynspligten giver tilstrækkeligt lovgrundlag til at hindre kvinden i at arbejde som offentligt godkendt dagplejer.