Pendlere i København må vente på betalingsringen, før regeringen sætter prisen ned på bus, tog og metro.
Det oplyser transportminister Henrik Dam Kristensen (S).
"Vi skal have færre biler ind i byen, og så skal vi have skabt så godt og billigt kollektiv trafik som muligt," siger han til Newspaq.
Pengene til den kollektive trafik skal ifølge regeringens køreplan komme fra de betalende bilister, når bompengene begynder at strømme til statskassen. Ifølge regeringsgrundlaget sker det først i 2014.
Tidligere onsdag ville ministeren dog ikke tale om billigere kollektiv trafik, men kun bedre. Det fik flere politikere i oppositionen til at råbe "løftebrud", og Enhedslisten raslede med sablen og opbakningen til betalingsringen.
I valgkampen sagde den daværende betalingsringsordfører fra SF Pia Olsen Dyhr også, at de billigere billetter skulle komme danskerne til gode allerede inden tre måneder.
Dengang skulle et klippekort på to zoner i hovedstaden koste 105 kroner i stedet for de nuværende 140 kroner. Men transportministeren vil ikke komme med et bud på, hvad han ønsker fremtidens klippekort skal koste.
"Jeg vil ikke diskutere procenter eller kroner, men jeg siger meget klart, at vi gør, hvad vi kan for at skabe effektiv og billig kollektiv trafik," fortæller Henrik Dam Kristensen.