Vi bør under danske himmelstrøg være glade for, at de græske politikere søndag sagde ja til en hård sparekur.
Det mener europaminister, Nicolai Wammen (S), som er af den opfattelse, at sparepakken til knap 25 milliarder kroner har reddet Grækenland fra statsbankerot.
"Det er en vigtig beslutning for Grækenland, EU og dermed også for Danmark. Hvis det var endt med en græsk statsbankerot, ville det have været noget, der havde påvirket alle EU-landene på en negativ måde," siger en lettet minister over for Newspaq.
Grækernes egen sparepakke giver adgang til EU's gigantiske hjælpepakke på 960 milliarder kroner.
Men pengene fra EU er ifølge ministeren givet godt ud sat over for et alternativ, som at landet havde lavet en kontrolleret bankerot.
"Jeg tror, at det vil have en positiv effekt på EU-landenes økonomi - og herunder også Danmark - hvis der kommer styr på den græske økonomi," siger Wammen og understreger, at der nu venter hårdt arbejde forude for den græske befolkning.
"Det er en dansk europaminister, som er tilfreds med, at det græske parlament har truffet en svær, men nødvendig beslutning. Og nu er det så op til grækerne at få det udmøntet i praksis, sådan så den vigtige afstemning også bliver omsat i praksis," siger Nicolai Wammen.
Da politikerne sent søndag stemte ja til sparepakken, fik det op mod 100.000 sure grækere til at slippe aggressioner løs på gaderne i hovedstaden Athen.
Sparepakken betyder blandt andet 150.000 fyringer i det offentlige, og den skærer kraftigt i lønnen.