Den nyvalgte Europaminister, Nicolai Wammen, har i al hemmelighed fået barn med partifællen Julie Rademacher, som er tidligere ligestillingsordfører i Socialdemokraterne.
Det skriver Århus Stiftstidende.
40-årige Wammen og 27-årige Julie Rademacher fik lille Carl Rademacher Wammen for tre uger siden, som er blevet navngivet efter Nicolais farfar.
Ind til nu har Julie ikke villet afsløre, hvem Carls far var, men i dagens udgave af Århus Stiftstidende står Niocolai Wammen selv frem. De to socialdemokrater danner ikke par, men det betyder ikke, at Carl skal vokse op uden en far, fortæller ministeren til avisen.
"Vi er moderne forældre, hvor far og mor ikke bor sammen, men er sammen om at være forældre med et fælles ansvar. Vi kommer til at skulle dele Carl. Lige nu er han mest sammen med sin mor, men når han bliver lidt ældre, kommer han til at være noget af tiden hos mig."
Nicolai og Julie havde ikke planlagt graviditeten, men Nicolai Wammen er alligevel glad for, at det er sket.
"Ens liv udvikler sig en gang i mellem i uventede retninger. Jeg glæder mig til at være far. Jeg har altid drømt om at få børn. Så det er en gave, jeg er taknemmelig for," siger han.
Den nybagte mor er også glad og spændt over den lilles ankomst.
"Jeg er spændt på, hvordan han kommer til at se ud. Men han er en flot fyr, selvom han ligner sin far," fortællere den tidligere politiker til Århus Stiftstidende.
Kilde: Århus Stiftstidende