I efteråret 2010 lovede DSB Transportministeren, at der ikke var rod i DSB eller datterselskabet DSBFirsts regnskaber.
Et halvt år efter befinder DSB og ikke mindst DSBFirst sig i en økonomisk krise af dimensioner. Forsikringerne til Hans Christian Schmidt om et problemfrit regnskab er forvandlet til et underskud på en halv milliard kroner.
Derfor føler ministeren sig først bag lyset, skriver Business.dk.
"Jeg behøver ikke at vaske hænder, men jeg synes, det er i orden at gøre DSB opmærksomme på, at når de har sendt sådan nogle papirer til mig, så var det klogt, at de lige gik dem igennem og selv fandt ud af, om det, de har skrevet til mig, passer med det, der nu sker. Og der vil jeg tro, at de kommer frem til, at det har været misinformation. Ellers forstår jeg ingenting," siger transportminister Hans Christian Schmidt til Business.dk.
Han mener, at han på tre specifikke punkter er blevet ført bag lyset. Derfor har han givet DSB's bestyrelse en frist til på onsdag i næste uge til at bekræfte, at man har misinformeret ministeren.
Et katastrofalt underskud i DSBFirsts kasse har efterladt DSB i kaos. Et kaos der indtil videre har resulteret i fyringen af DSB's administrerende direktør, Søren Eriksen.
Den fyring ledte til mudderkast i bestyrelsen og indvendig kritik af måden, man havde besluttet fyringen på.
Og senest valgte Ulrik Salmonsen, forbundsformand i Dansk Jernbaneforbund, at trække sig som medarbejderrepræsentant i bestyrelsen.
Kilde: Business.dk