Torsdag efterlyste uddannelsesordfører for Socialistisk Folkeparti, Pernille Vigsø Bagge, mere dialog og engagement fra undervisningsminister Tina Nedergaard i forbindelse med efterskolerne og bådulykken i Præstø.
Det vækker forargelse og undren hos undervisningsministeren.
"Allerede dagen efter ulykken tog jeg kontakt til efterskolernes formand og tilbød min og ministeriets hjælp. Jeg mangler ikke engagement, og jeg synes, det er pinagtigt, at SF forsøger at slå politisk plat på en tragisk ulykke," siger Tina Nedergaard (V) til Newspaq.
"Det her er en ulykkelig situation, hvor man skal træde varsomt og ikke pege fingre af nogen, før vi ved, hvad der er sket. Derfor har jeg arbejdet bag linjerne og haft tæt kontakt til efterskolerne siden ulykken."
Kontakten mellem undervisningsministeren og efterskolerne kan formand, Troels Borring, bekræfte.
"Jeg har været i kontakt med ministeren siden lørdag. Hun er blevet informeret om, hvad vi har foretaget os, og hvad vi arbejder med fremadrettet," siger han.
Både Troels Borring og undervisningsministeren ser det menneskelige aspekt som problemet i udfordringen omkring sikkerheden.
"Vi er i gang med en længerevarende proces, hvor vi skal se på os selv og finde ud af, hvordan vi kan gøre det bedre," siger formanden for efterskolerne.
I følge undervisningsministeren er det ikke regelsættet, der er udfordringen:
"Det handler ikke om, at ændre sikkerhedsprocedurerne. Det handler om, at de bliver fulgt. Det er det, der er udfordringen, og det er der, alle har et ansvar," siger Tina Nedergaard.