Det skal være lettere for indvandrere at kombinere danskundervisning med et fuldtidsjob, forældre med anden etnisk baggrund skal have klar besked på deres ansvar som forældre og frivillige foreninger skal være en naturlig del af modtagelsen af nyankomne borgere.
Sådan lyder nogle af rådene til socialminister Karen Hækkerup (S) fra task force-gruppen om integration, der fredag har afleveret sine anbefalinger til, hvordan kommunerne bliver bedre til at integrere indvandrere.
Ministeren roser task force-gruppen for at have ydet en stor indsats, og siger, at regeringen vil bruge ekspertgruppens anbefalinger til at videreudvikle integrationsindsatsen.
- Task force om integration har ydet en stor indsats for at indsamle kommunernes gode erfaringer med integrationsarbejdet, og det er der kommet nogle meget interessante anbefalinger ud af, siger Karen Hækkerup og fortsætter:
- Integrationsarbejdet skal baseres på den bedst mulig viden om dét, der virker, og i regeringen glæder vi os til at se nærmere på, hvordan anbefalingerne fra task forcen skal indgå i det videre arbejde med at udvikle indsatsen for at få alle integreret i det danske samfund.
Det er Furesøs borgmester Ole Bondo Christensen (S), der har stået i spidsen af task forcen, og rapporten, som arbejdsgruppen præsenterede for socialministeren, består af 18 anbefalinger.
/ritzau/