Politiet i Oslo har her til aften bekræftet, at en mand har skudt og dræbt mindst ti personer på øen Utøya.
Øjenvidner beretter om, at flere lig ligger i vandkanten på øen, hvorfor dødstallet kan være endnu højere.
Politiet har anholdt gerningsmanden, som er nordisk af udseende. Han bliver nu afhørt. Manden var under angrebet iklædt en politiuniform.
Han har tidligere på dagen kontaktet politiet, hvor han gav en kort besked på norsk. De norske myndigheder fastslår derfor, at der er tale om en nordmand.
Norsk politi er overbevist om, at manden også er set i Oslo, i forbindelse med den bombesprængning, som fandt sted ved en regeringsbygning centralt i hovedstaden klokken 15.20.
Det var socialdemokratiske unge, som var samlet på øen.
Syv mennesker er indtil nu konstateret dræbt ved bomben i Oslos centrum.
Bomben ramte blandt andet statsminister Jens Stoltenbergs kontor og raserede Olie- og Energiministeriet.
Alle vinduer i den 17-etagers høje bygning blev blæst ud ligesom adskillige bygninger i nærheden blev beskadiget.
Politiet har hele aftenen frarådet al udgang i det central Oslo. Flere steder er evakueret heriblandt avisen Aftenposten.