Sammen med sit orkester The Ragga Pack skulle rapperen Natasja, der mistede livet i en bilulykke på Jamiaca for 14 dage siden, have optrådt til FredagsSpot i Tivoli den 3. august.
Nu har The Ragga Pack besluttet at koncerten skal gennemføres for at mindes den unge sangerinde.
- Vi er alle meget berørte over den frygtelig ulykke, og derfor glæder det os, at The Ragga Pack har besluttet sig for at spille herinde. Vi er overbeviste om, at det ville have været i Natasjas ånd og samtidig giver det alle hendes venner og fans en mulighed for at samles om en smuk aften til minde om hende, siger musikchef Nikolaj Koppel i en pressemeddelelse fra Tivoli.
Under koncerten vil flere af Natasjas nærmeste venner optræde og på den måde vise deres respekt.
Mindekoncerten afholdes på Pantomimeteatret i Tivoli den 3. august kl. 20.00
Tivoli har endnu ikke offentliggjort nogen af de navne, der vil optræde, men de vil løbende blive lagt ud på tivoli.dk.
Natasja døde i en bilulykke på Jamaica den 24. juni. Hun blev 32 år.