Millionbyen Mumbai hærget af eksplosioner
Sårede efter eksplosionen ved Zaveri-bazaren transporteres til hospitalet i en kassevogn. Foto: AP / POLFOTO
Indiens finanshovedstad Mumbai blev i dag rystet af tre terrorbomber midt i myldretiden. Nyhedsbureauer melder om 21 dræbte og 113 sårede.

Tre bomber eksploderede i dag og raserede tre af de mest befolkningstætte og travle områder i kæmpebyen Mumbai, Indien.

Bomberne sprængte midt i myldretiden. 21 mennesker er døde og 113 sårede, skriver BBC.

EN af bomberne eksploderede på Zaveri-bazaren, der er et menneskefyldt og summende marked, der er kendt for sine juvelerer.

Den anden bombe var placeret i det travle finansdistrikt kaldet Opera House tæt ved.

Den sidste bombe gik af i Dadar-området i hjertet af byen. Her ligger blandt andet en af Mumbais mest overfyldte togstationer i byen.

Indiske myndigheder er endnu ikke klar over, hvem der står bag terrorangrebene, og ingen terrorgrupper har taget ansvar for dem. Derfor er Mumbai fortsat i højeste alarmberedskab.

Det samme er blandt andet hovedstaden Delhi og den store by Calcutta.

Kilde: BBC