Danskerne smider alt for meget mad ud, og det skal der gøres noget ved.
Derfor iværksætter Miljøstyrelsen nu en undersøgelse med det formål at kortlægge præcis, hvor meget mad vi kyler i skraldespanden. Det skriver Jyllands-Posten.
Metoden bliver på med handskerne og så grabberne ned i tilfældige danskeres affaldsspande.
Ideen bliver modtaget med skepsis af Socialdemokraternes forbrugerordfører Benny Engelbrecht.
"Problemet er, at det er en krænkelse af privat ejendomsret. Der kan jo være alle mulige grunde til, man vil holde sit affald for sig selv," siger han til Newspaq.
Han påpeger, at eksempelvis utroskab kan blive afsløret, hvis skraldespandens indhold kommer ud i lys lue.
I stedet foreslår han, at styrelsen inden gennemrodningen sørger for en forhåndsgodkendelse.
"Jeg ved i hvert fald, at jeg ville føle mig krænket, hvis der var nogen, der pludselig rodede mit skrald igennem. Og jeg ville nok lave en politianmeldelse," siger han.
Grunden til, at Miljøstyrelsen planlægger at komme på ubudent besøg hos tilfældigt udvalgte parcelhusejere er, at man vil undgå, at beboerne smider mindre ud, fordi de ved, de medvirker i undersøgelsen.
"Det kan påvirke adfærden, hvis folk på forhånd ved, at vi roder i deres affald," siger Lone Lykke Nielsen fra Miljøstyrelsen til Jyllands-Posten.
Men Benny Engelbrecht mener altså, det ville være en bedre idé at informere folk på forhånd.
"Det kunne være en udmærket pædagogisk øvelse, hvis familien ved det. Så kan de sige 'nu sætter vi os alle sammen ned og gennemgår de her ting sammen'," siger han til Newspaq.
Han foreslår også, at Miljøstyrelsens folk umiddelbart inden skraldespandsroderiet ringer på familiens dør, og sætter den ind i sagen.
Metoden sat til side, synes forbrugerordføreren, at undersøgelsen er en god idé. Ligesom Miljøstyrelsen mener han også, at danskerne smider alt for meget mad ud.