En ny film om The Whos legendariske vildmand Keith Moon føjer sig til rækken af store biograffilm om musikkens legender.
Keith Moon, der både levede og spillede trommer, som om han skulle dø i morgen, bliver i filmen spillet af Mike Myers.
Han er kendt fra ’Waynes World’, Austin Powers-filmene og ikke mindst for at være stemmen bag Shrek.
Projektet har foreløbigt fået titlen ’See Me, Feel Me: Keith Moon Naked for Your Pleasure’, og filmens premiere vil ligge i 2009.
Filmen vil omhandle Keith Moons liv og død.
Moon var Roskilde-aktuelle The Whos oprindelige trommeslager. Hans innovative spil og hang til at smadre sit trommesæt på scenen var med til at løfte The Who op i rockens superliga i 60’erne og 70’erne.
Projektet har været undervejs i en rum tid, men det er først nu, at Myers har tid til at spille rollen, da han har et hul mellem to Shrek-film.
Filmen bliver produceret af de to overlevende Who-medlemmer Roger Daltrey og Pete Townshend, som også vil hjælpe til med filmens soundtrack.