Den amerikanske svømmelegende Michael Phelps indledte lørdag jagten på at blive historiens mest vindende OL-atlet på ganske usikker vis, da han kun lige nøjagtigt formåede at kvalificere sig til finalen i 400 meter individuel medley.
27-årige Phelps, der har 16 OL-medaljer, mangler blot tre medaljer for at overgå den sovjetiske gymnast Larisa Latynina, der har 18 medaljer.
Men det skulle altså vise sig at blive mere end snært med den første finaleplads for Phelps, der i tiden 4.13,33 minutter blot sikrede sig den ottende og sidste plads i finalen, som afholdes senere lørdag.
Phelps landsmand og rival, Ryan Lochte, som har etableret sig som en reel trussel til Phelps på både 200 meter medley og 400 meter medley, sluttede som nummer to i sit heat efter sydafrikanske Chad le Clos.
Lochte er indtil videre dagens tredjehurtigste på distance i tiden 4.12,35 minutter.
Mens Phelps lige nøjagtigt undgik fiaskoen, stod den forsvarende OL-vinder Park Tae-Hwan fra Sydkorea for den første helt store overraskelse i svømmekonkurrencerne, da han blev diskvalificeret i 400 meter fri for tyvstart.
Park nåede imidlertid i mål som nummer et i sit heat, men måtte måbende forlade bassinet efter at kunne konstatere, at han var blevet diskvalificeret.
Heller ikke tyske Paul Biedermann, der er verdensrekordholder på 400 meter fri, nåede finalen.
/ritzau/