Der går solide rygter om, at Michael Jackson i øjeblikket planlægger sit comeback.
Første skridt er koncerter i Las Vegas og deltagelse i tv-showet ’American Idol’ i denne sæson, skriver Tmz.com.
Jackson gik fra at være poppens konge til at være poppens paria, da han gentagne gange blev udsat for anklager om pædofili. Der blev lagt sag an, men han blev frikendt.
Jacksons karriere har været på vågeblus siden retsagen mod ham i 2005.
Men nu er popsangeren vendt tilbage til USA efter at have boet i Bahrain og Irland, og han vil generobre poppens trone.
Derfor har han taget kontakt til den engelske pr-mand Simon Fuller, der i 90’erne stod bag Spice Girls’ succes. Fuller skal derfor til at relancere Jackson i Las Vegas.
Simon Fuller er også dommer i det meget succesfulde amerikanske tv-show ’American Idol’, som er USA’s svar på ’Popstars’.
Showet ’American Idol’ har længe annonceret, at der vil ske noget meget stort i løbet af denne sæson.
Det, sammenholdt med at Jackson i øjeblikket samarbejder med Fuller, peger på muligheden af, at Jackson kommer ind som gæst i ’American Idol’.
Derudover kom showets producer vist til at tale en smule over sig på en pressekonference for nylig.
I en sidebemærkning om hemmelighedskræmmeriet omkring showet sagde han, at de eksempelvis ikke ville have, at deltagerne gik og fortalte folk, af Michael Jackson ville komme.