Tag den væk, lyder det fra beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S), efter at en enkelt sætning i den nye sygedagpengerefrom har givet stor kritik.
Sygedagpengereformen er under behandling i Folketinget og forventes at blive vedtaget i næste uge. Patientforeninger og politikere har tidligere kritiseret, at der i bemærkningerne til loven stod, at den høje sygedagpengesats er for de syge, hvor der er "begrundet tvivl om overlevelse".
I sidste uge kom Beskæftigelsesministeriet med en præcisering af, hvordan den sætning skulle forstås. Men nu har Mette Frederiksen altså fjernet den helt.
"Der må ikke være tvivl om, at alle patienter med livstruende, alvorlige sygdomme skal forlænges og blive på sygedagpenge," skriver Mette Frederiksen til Avisen.dk.
For at komme enhver form for usikkerhed til livs har hun nu skrevet til Folketinget og præciseret, hvordan den omdiskuterede regel om forlængelse skal fortolkes.
"Kommunerne skal sørge for en individuel, lægefaglig vurdering af sygdommen. Og forlængelsesreglen omfatter alle personer, der har en livstruende, alvorlig sygdom. Man behøver ikke være i terminalfasen eller have klarhed over et behandlingsforløb," skriver ministeren.
7.000 kroners forskel på syge
Balladen handler om, hvilke syge der efter fem måneder kan få lov at beholde den høje sygedagpenge-sats på omkring 17.000 kroner, og hvem der skal sættes ned på kontanthjælpsniveau, der kan være hele 7.000 kroner lavere.
I loven hedder det, at den høje sats er for mennesker ramt af "alvorlig livstruende sygdom", men i bemærkningerne blev det tilføjet, at der skulle være "begrundet tvivl om overlevelse".
Det har fået flere patientforeninger til at skrive til både ministeren og Beskæftigelsesudvalget for at protestere.
Derfor er især Kræftens Bekæmpelse glad for udmeldingen fra Mette Frederiksen.
Afdelingschef Laila Walther mener, at ændringen viser, at politikerne lytter.
"Vi var bekymrede for, hvad den sætning ville betyde i praksis. Man kan ikke sige efter et halvt år, hvem der vil overleve eller dø, især ikke efter kræftbehandlingen er blevet bedre. Med den nye ændringen er retssikkerheden blevet fulgt til dørs for de her patienter," siger hun.
Handicappede stadig kritiske
Også i Danske Handicaporganisationer er næstformand Thorkild Olesen lettet over, at ministeren har handlet.
"Det betyder, at man dog i hvert fald ikke skal være død for at få den høje sats, og det er da en forbedring," siger en noget sarkastisk Thorkild Olesen.
Han mener ikke, at den slettede sætning ændrer ved, at reformen af sygedagpengesystemet er en reel forkortelse af den periode, man kan få sygedagpenge i.
Mange af handicaporganisationernes medlemmer kommer aldrig nærheden af den høje sats. For eksempel er det at blive blind ikke "alvorlig livstruende sygdom".
Bekymring blandt gigtpatienter
Gigtforeningen har hele tiden været på kant med den nye sygedagpengereform, der kan koste de gigtramte mange penge.
Før kunne de få mindst et års sygedagpenge, men eftersom kun få gigtsygdomme er direkte livstruende, frygter formand Lene Witte for fremtiden.
Gigtforeningen har så sent som i sidste uge skrevet til Beskæftigelsesudvalget og bedt udvalget om fjerne sætningen om begrundet tvivl om overlevelse.
Men foreningen ønsker vil også have det ændret, så det ikke kun er livstruende sygdomme, der giver adgang til e høje sygedagpenge. Foreningen mener den også bør være for alvorlig sygdom, der gør en ude af stand til at deltage i "arbejdsmarkedsrettede tilbud".
"Vi håber, at det er det, politikerne mener. Men vi er bekymrede for, hvordan det vil blive udført i praksis. Derfor synes vi, at det bør præciseres, hvad de mener," siger formand Lene Witte.