Skyerne åbnede sig, og lavede hovedstadens gader om til kanaler.
Meteorolog gennem 31 år, Frank Nielsen fra Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, har aldrig set noget lignende.
"Det her er helt ekstraordinært. Jeg har aldrig set noget lignende," siger Frank Nielsen til Newspaq.
På tre timer åbnede himlen sig og øsede op til 100 millimeter vand ud over Københavnerne. Normalt kommer der 68 millimeter på en hel måned.
"Det har været usædvanlig fugtig luft, og så har de her tordenbyer gjort, at det har været helt vandvittigt," fortæller meteorologen, uden at forsøge på at være morsom.
Folks kældre er fyldt med vand, og Tivoli har lukket, fordi det var for farligt. Men bekymrede kælderejere kan trække vejret igen. Der kommer ikke mere.
"Regnen er aftagende, og det ser ikke ud som om, at der kommer mere. Kun lidt småbyer. Så dem med oversvømmede kældre får ikke mere vand. Nu skal de bare tømme ud," siger Frank Nielsen.
Uvejret er et regulært skybrud, hvor der skal komme 15 millimeter på en halv time. Så Forsikringen burde dække.