Bryggeriet Mikkeller er i dag et af de mest lovende i det omsiggribende mikrobryggeri-boom i Danmark. Over 11.000 medlemmer i foreningen Danske Ølentusiaster kårede for nylig Mikkeller som Årets bryggeri 2006. Og i januar i år blev det kåret som verdens femtebedste bryggeri på den internationale ølhjemmeside RateBeer.com.
Den ene halvdel af succes-bryggeriet, 32-årige Kristian Klarup Keller, er stadig lidt overrasket over at det, han og vennen, Mikkel Borg Bjergsø, for tre og et halvt år siden begyndte at eksperimentere med i et køkken på Vesterbro i København, nu har forvandlet sig til det hotteste bryggeri herhjemme.
»Det er jo helt sindssygt at blive kåret på RateBeer.com, som er en rigtig vigtig hjemmeside i ølverdenen. Men det er næsten endnu mere sindssygt at blive kåret som Danmarks bedste bryggeri af Danske Ølentusiaster . De er jo ølnørder og vant til at drikke meget forskelligt øl,« siger Kristian Klarup Keller.
Eksperiment på flaske
For fem år siden fandt makkerparret ud af, at de havde en fælles passion for udenlandsk øl. De investerede, ligesom så mange andre mikrobryggere, et par tusinde kroner i nogle spande og en 30 liter stor gryde, der konstant stod og simrede hjemme i køkkenet. Bryggevejledningerne fandt de på nettet.
»Vi startede fra scratch, men ølbrygning er faktisk utroligt nemt, selvom vi da også har lavet rigtig meget dårlig øl. Hemmeligheden er, at man ikke skal være bange for at eksperimentere,« siger Keller.
Han er overbevist om, at succesen netop er kommet, fordi danskerne er parate til Mikkellers eksperimenterende øl og kraftige smagsoplevelser.
Behovet for anderledes øl dækkes, ifølge Keller, endnu ikke af andre på det danske marked
»Brygmestrene fra Carlsberg er ikke vant til at eksperimentere, og mange mikrobryggerier er konservative, fordi de ofte brygger øl direkte til restauranter,« siger han.
Kompromisløst øl
De to bryggere er rimelig sikre på, at de 4.000 liter, som en ny øl-lancering består af, hurtigt bliver afsat til butikker og udskænkningssteder over hele Danmark. Og med de prestigefulde ølpriser i bagagen tyder alt på, at Mikkeller sagtens kunne sælge endnu mere øl – hvilket dog ville kræve eget bryggeri og en millioninvestering. Så indtil videre er de to mikrobryggere tilfredse med at leje sig ind på bryggerier herhjemme og i udlandet.
»Der er ingen af os, som er parate til at skyde små 10 millioner kroner ind i vores eget bryggeri. Det giver økonomisk frihed, når vi kan tillade os kun at sælge 4.000 liter øl ad gangen,« siger Keller.
Allerhelst ville han give slip på selve ølproduktionen og i stedet eksperimentere sig frem til noget kompromisløst øl med forskellige gær- og bakterietyper hjemme i køkkenet.
»Vi brygger stadig øl i køkkenet på Vesterbro. Forskellen er, at vi nu har en 80-litergryde og nogle nye bakterier, som kan få alkoholprocenten helt op på 20,« siger Kristian Klarup Keller.
Mikrobryggeriet Mikkeller består af
makkerparret Mikkel Borg Bjergsø, der arbejder som fysiklærer på Det
Fri Gymnasium, og Kristian Klarup Keller som er journalist på
musikmagasinet Soundvenue
Mikkeller har siden maj måned 2006 lanceret fem forskellige øl
I
øl-mekkaet USA er man begyndt at få øjnene op for øllene fra Mikkeller.
Hver gang bryggeriet sender en ny øltype i handlen ryger der pr.
automatik en større sending over Atlanterhavet.
Mikkeller
har ikke eget bryggeri, men lejer sig ind på eksempelvis
Gourmetbryggeriet i Roskilde og på et fuldautomatisk bryggeri i Belgien
Se også www.mikkeller.dk