Af Mads Jensen, maje@avisen.dk
Phil Spectors liv har været én lang linedans mellem det gale og det geniale. I sine lyse perioder var han en omvandrende inspiration, der fik folk til at blomstre og sende utallige monsterhit mod toppen af hitlisterne. I sine mørke perioder var, og er, han en omvandrende neurose, der suger livsmodet ud af sine nærmeste og med ladte pistoler skaber frygt blandt andre.
Harvey Philip Spector er amerikaner og kom til verden i 1939. 22 år senere dannede han pladeselskabet Philles og gik i gang med at revolutionere popmusikken.
Makaber glaskiste
Formummet bag solbriller og et tilknappet ydre satte han sig bag mikseren og orkestrerede vokalgrupper som The Ronettes og The Righteous Brothers. Deres skønsang lagde han oven på en mur af lyd – ’The Wall Of Sound’ – som i de tidlige 60 ere bruste ud af radioerne og førte Phil Spector ind i popmusikkens legendehaller.
En af de store grupper i Spectors univers var The Ronettes, og i 1968 giftede han sig med forsanger Veronica ’Ronnie’ Bennett. Omkring samme tid begyndte Spectors kreative flamme at brænde ud, og de indre dæmoner tog over. Ronnie Spector brød ud af ægteskabet i 1972 og fortalte, at Phil Spector fik bygget en glaskiste, som han viste hende som et slet skjult forvarsel om hendes fremtid, hvis hun var utro. Det havde hun dog ikke mange muligheder for, da den ustabile Spector indrettede deres hus som et fængsel – et arrangement, som Spectors søn i perioder også led under.
Der har længe været stille omkring produceren Phil Spector. I 1970’erne samarbejdede han med blandt andre John Lennon og Leonard Cohen, der gerne ville have Phil Spectors geniale hænder på deres værker. Desværre tog galskaben over for stjerneproduceren, og begge kunstnere afbrød samarbejdet, da Spector truede dem med en ladt pistol.