Den amerikanske skuespiller og instruktør Mel Gibson kan endelig lægge en racismesag bag sig, som har været undervejs i årevis.
Sagen opstod i 2006, da den jødiske politibetjent James Mee, arresterede en beruset Mel Gibson for spirituskørsel i Malibu i Californien, skriver Washington Post.
Mel Gibson, som flere gange har udtrykt sig på en måde, som flere har opfattet som antisemitisk, overfusede betjenten. Da betjenten efterfølgende skulle skrive rapport, bad hans overordnede ham imidlertid om at udelade de antisemistiske kommentarer, skuespilleren var kommet med under anholdelsen.
Det fik betjenten til at sagsøge sin arbejdsgiver for religiøs diskrimination, og i dag, næsten seks år efter den oprindelige hændelse, har betjenten og arbejdsgiverne indgået et forlig, som sikrer James Mee 50.000 dollars (285.000 kroner, red.)
Sagen sendte Mel Gibson ud i en PR-storm, som varede i årevis, og store dele af Hollywood vendte ham ryggen. Han undskyldte for sin opførsel i 2009 og har afsonet sin straf i forbindelse med spirituskørslen.
Kilde: Washington Post