Vores kolleger på Berlingske Tidende lod i går en tøsefornærmet Pia Kjærsgaard gentage det, hun nu har sagt i uger: At Fogh »rejser for meget« og ikke passer jobbet i lille Danmark.
At der var tale om en gold gentagelse af gamle synspunkter afholdt ikke Radioavisen, der henter alle nyheder i morgenaviserne, fra at gentage Kjærsgaards synspunkter dagen lang.
Og så kører møllen: Eksspindoktorer, kommentatorer og analytikere kan messe samme sang. Fogh er på vej væk, på vej væk, på vej ... Men er det sandt? Måske, men sandsynligheden er ikke stor, og det vil ikke ske de første to til fire år.
Intet tyder på, at Fogh kan få den kommende post som EU-præsident.
Dertil er de danske forbehold, omend de fleste af dem fjernes inden årets udgang, for stor en belastning, idet Danmark stadig, og med rette, fremstår som et fodslæbende EU-land. Værre er nu nok Danmarks rygte som et islamofobisk land med skrammer, Muhammed-sagen har givet os.
At gøre en statsminister fra det land, der fornærmer en milliard muslimer, til chef for EU, er utænkeligt. Derfor får Fogh ikke en toppost i EU. Men så NATO? Måske. Posten som generalsekretær bliver ledig i 2009, og Danmark er i øjeblikket, med indsatsen i Afghanistan, alliancens duks.
Da NATO samtidig står over for en enorm moderniseringsproces, har alliancen brug for en stærk leder. Om Fogh så gider det job, er en anden sag. Indtil videre kunne Fogh, hans politiske kolleger og landets journalister bruge kræfterne på nationens største problem: At ud af fire millioner i arbejdsstyrken forsørges den ene halvdel af den anden.