Socialdemokraternes gruppeformand, Henrik Sass Larsen, står til at blive minister efter en regeringsrokade, som bliver gennemført senere på året.
Det erfarer Berlingske på baggrund af samtaler med 15 centrale kilder i regeringstoppen, som har betinget sig anonymitet for at fortælle om rokaden, der ventes at komme i august eller september.
Det vides ikke med sikkerhed, hvilken ministerpost Sass er udset til at overtage, skriver avisen. Men han kædes især sammen med Erhvervs- og Vækstministeriet, hvor SF-formand Annette Vilhelmsen sidder.
Hun kan til gengæld rykke ind i et af de mere "værdibårne" ministerier, lyder analysen.
Hvis Berlingskes kilder viser sig at have ret, vil det være et bemærkelsesværdigt comeback for Henrik Sass Larsen.
Han var storfavorit til posten som finansminister, da Helle Thorning-Schmidt (S) som ny statsminister dannede regering i 2011.
Men Sass blev vraget som minister og røg ud i den politiske kulde, da han ikke kunne få en sikkerhedsgodkendelse af Politiets Efterretningstjeneste.
Berlingskes kilder peger også på, at forsvarsminister Nick Hækkerup (S) overraskende risikerer en degradering i regeringsrokaden - måske til europaminister.
Villy Søvndal (SF) står til en fyreseddel i Udenrigsministeriet, mens De Radikale angiveligt ikke ønsker at rokere rundt på sit hold af ministre, skriver Berlingske.
/ritzau/