Selvom der er frit fagforeningsvalg i Danmark, blev Janni Nielsen stadig fyret fra sit job hos Peterson Packaging i Randers, fordi hun ikke ville melde sig ind i 3F. Det skriver Finans.dk.
Ved ansættelsen var hun medlem af fagforeningen Krifa, men første dag på det nye arbejde, gjorde tillidsmanden det klart, at hun blev nødt til at melde sig ind i 3F.
Finans.dk har hørt båndoptagelser fra møder med chefen.
Her gøres det klart, at Janni Nielsen skulle fyres "ved nærmeste lejlighed, hvor nogen skal ud", fordi hun "står nummer ét i køen", fremgår det af lydoptagelsen.
Tillidsmanden og en gruppe ansatte ville nemlig nedlægge arbejdet, for at sætte pres på virksomheden, lyder det på båndet.
- Hvis ikke folk skiftede til 3F, blev de chikaneret med tiltagende styrke, indtil de enten gjorde eller stoppede, siger Janni Nielsen til Finans.dk om presset fra kollegerne.
Krifa: 'Uanstændigt'
31. januar i år fik hun så en fyreseddel efter vedvarende pres og gentagende forsøg på, at få hende til at blive 3F-medlem.
Krifa-formand, Søren Fibiger Olsen, kalder behandlingen 'uanstændig'.
I 3F ønsker forbundssekretær Henning Overgaard ikke at at forholde sig til den konkrete sag med Janni Nielsen, men han understreger, at gældende lov i forhold til fagforeningesfrihed skal respekteres.
- Vores tillidsrepræsentanter argumenterer naturligvis for, at kollegerne melder sig ind i 3F, som har sikret medarbejderne fair løn- og arbejdsvilkår på en virksomhed. 3F-medlemmer kan i den forbindelse godt have den oplevelse, at det er usolidarisk, når andre ikke vil være medlem og betale til det fællesskab, som bruger ressourcer på at forhandle vilkårene, siger Henning Overgaard til Finans.dk.
Finans.dk har været i kontakt med Peterson Packaging, der ikke ønsker at udtale sig. De henviser i stedet til Dansk Industri (DI), der har håndteret voldgiftssagen. DI ønsker ikke at udtale sig om den konkrete sag, men mener generelt, at virksomheder ikke skal blande sig i, hvordan medarbejderne organiserer sig.