Medarbejderne i DR kræver at få klare svar på, hvad spareplanen vil betyde for det daglige arbejde. Hvis ikke Plummer og co. kan give det, dropper medarbejderne alt samarbejde med ledelsen.
I går fik DR s generaldirektør, Kenneth Plummer, et brev, hvor medarbejderne efterlyser svar på, hvilke opgaver der ikke skal løses i fremtiden. Derudover vil de vide, hvordan afdelingerne bliver organiseret, og hvordan det daglige arbejde skal udføres efter spareplanen.
Medarbejderne har stillet spørgsmålene før, men føler ikke, de har fået svar.
»Ledelsen har ikke kunne svare på selv ganske banale spørgsmål,« siger tillidsmand hos DR Syd Henrik Vilmar.
Nu har medarbejderne givet ledelsen en tidsfrist til 6. august til at svare, ellers dropper de samarbejdet med cheferne.
»Medarbejderne har opfattet tonen som arrogant, og det har ikke virket, som om ledelsen har været reel,« fortæller Henrik Vilmar.
Blandt andet har programdirektør Lars Vesterløkke tidligere på et stormøde sagt om spareplanerne:
»DR overholder de aftaler, der er indgået – hvis vi kan.«
Den udtalelse mener flere DR-medarbejdere illustrerer problemet.
»Katastrofalt«
Tillidsmanden peger samtidig på, at det bliver et problem for medarbejderne at gå ind i forhandlinger om, hvordan eksisterende programmer skal tilpasses efter spareplanen, hvis ikke de føler, at ledelsen oplyser præcist nok om, hvad der skal ske.
Henrik Vilmar understreger, at medarbejderne ikke er interesserede i at føre truslen ud i livet, og kalder det »katastrofalt«, hvis det ender med, at samarbejdet med ledelsen ophører. Men samtidig er medarbejderne klar til det, hvis de føler, ledelsen ikke giver klare svar, de kan stole på, forklarer han.
Lars Vesterløkke har kun én kommentar til sagen.
»Vi vil svare på spørgsmålene, så hurtigt og godt vi kan.«