I midten af halvfemserne tog Paul McCartney, George Harrison og Ringo Starr fat på at indspille sangene ’Free As A Bird’ og ’Real Love’, der begge fandtes som demoer af John Lennon i 1977, skriver GAFFA.dk.
Med Lennons originale indspilninger som fundament skabte de to nye Beatles-sange, der efterfølgende blev udsendt på de to første ’Anthology’-plader – opsamlinger med The Fab Fours sange, der blev smidt på markedet i halvfemserne.
Paul McCartney har nu gravet en ny Lennon-demo frem, som han også gerne vil indspille. Det drejer sig om sangen ’Now And Then’. McCartney har udtalt om den, at den kræver noget arbejde men har et smukt vers. Om arbejdet så rent faktisk kommer til at resultere i endnu en Beatles-single, vil tiden vise.