Sir Paul McCartney bliver nu anklaget for, at have forfalsket en faderskabs-test.
Det påstår en tysk kvinde, der er sikker på, at hun er hans datter. Det fortæller den engelske avis The Daily Mirror.
Den 44-årige Bettina Hubers påstår at den tidligere Beatle sendte en dobbeltgænger, da han skulle have taget blod og vævsprøver i 1983.
Efter faderskabstesten afviste retten, at Paul McCartney kunne være far til kvinden.
Hubers mener dog stadig, at hun er resultatet af en affære mellem McCartney og hendes mor, der var servitrice i Hamburg i de helt tidlige Beatles-år.
Men Hubers tror ikke på prøverne og er overbevist om, at Paul McCartney er hendes far.
»Underskriften på dokumenterne fra dengang er falske. Underskriften er skrevet af en højrehåndet person. Det er han ikke.«
Derfor vil hun have sagen taget op igen.
»Jeg vil have en ny faderskabs-test. Det er min ret. Det har taget så lang tid, fordi vi har kæmpet for at finde frem til sandheden.«
Den offentlige anklager i Berlin bekræfter, at de »undersøger en klage om svindel mod McCartney.«
En kilde tæt på McCartney er dog helt sikker på, at sagen vil falde ud til McCartneys fordel.
Han mener, at sagen er »latterlig« og påstår, at Hubers er en »galning«.