I dag bliver der ved Retten i Glostrup afsagt kendelse i retssagen mod 25-årige MF, der er tiltalt for drabet på 19-årige Osman Nuri Dogan i august 2008.
Drabet er blevet kendt som det, der satte gang i bandekrigen mellem Hells Angels og flere af Storkøbenhavns indvandrergrupper.
Uden for retten står der massevis af betjente.
"Der er cirka 50-60 betjente omkring retten og cirka ti politibiler," fortæller Newspaqs reporter Kristian Østerby.
I sidste uge var et retsmøde i sagen ved at ende i et masseslagsmål mellem Hells Angels og indvandrebanden Tingbjerggruppen.
Københavns Vestegns Politi er derfor på mærkerne, fortæller politiinspektør Michael Kristiansen, som dog ikke vil gå i detaljer.
"Vi har selvfølgelig fokus på dagen i dag ikke mindst efter det, der skete i sidste uge, men jeg vil ikke offentliggøre, hvordan vores taktik er," siger han til Newspaq.
Kendelsen bliver afsagt klokken 11, mens domsafsigelsen ventes ud på eftermiddagen.
MF, der er medlem af AK81, nægter sig skyldig.