De mange fans af Massive Attack måtte vente hele syv år på gruppens seneste album 'Heligoland'.
Til gengæld kan de nu glæde sig over, at bandet planlægger at udgive en ep med nogle af de numre, som ikke kom med på den nye cd.
Ifølge BBC Music vides det endnu ikke, hvilke sange Massive Attack vil putte på ep'en, men ifølge bandets frontmand Robert '3D' Del Naja, så bliver det lidt af det hele og måske et nummer, som de lavede sammen med Elbows forsanger Guy Garvey.
"Den bliver nok lavet af sange, som vi ikke puttede på denne plade, og måske noget helt nyt," siger Robert '3D Del Naja til BBC Music og fortsætter:
"Vi har den her sang, der hedder 'Red Light', som vi har skrevet med Guy Garvey, og som vi har spillet live i to år, og som vi stadig ikke kan få gjort færdig. Jeg ved faktisk ikke, om den bliver færdig".
'Heligoland' udkommer den 9. februar, og ifølge rygterne skulle ep'en udkomme kort tid efter.