Den fem-dobbelte Oscarnominerede filminstruktør Robert Altman har instrueret sin sidste film. Natten til tirsdag døde han på et hospital i Los Angeles, 81 år gammel, oplyser hans produktionsselskab.
Robert Altman står bag tv-serier som 1970 ernes satiriske soldaterføljeton M-A-S-H, og i 2001 blev hans film "Gosford Park" nomineret til hele seks Oscar-statuetter. Blandt hans andre kendte værker er også "The Player" fra 1992 og "Short Cuts" fra 1993.
Tidligere i år modtog Robert Altman en Oscar for hele sit livsværk inden for film og tv. Ved den lejlighed sagde han:
»Jeg har været meget heldig i min karriere. Jeg har aldrig været nødsaget til at instruere en film, jeg ikke selv havde udviklet eller valgt. Min kærlighed til filmen har givet mig en vej ind i verden og menneskets forhold«.
Dødsårsagen er endnu ikke oplyst.