En uheldig bevægelse i Champions League-ottendelsfinalerne mod Chelsea i februar rev otte måneder ud af Martin Vingaards fodboldkarriere.
Men den uheldige midtbanespiller er tilbage igen efter sin knæskade, når FC København i morgen tager imod tyske Hannover 96 i Europa League.
Det fremgår af den trup, som træner Roland Nilsson har udtaget.
Til TV Sporten siger Vingaard, at han håber på spilletid mod tyskerne.
"Hvis jeg kan få spilletid mod Hannover, vil det være en milepæl for mig," siger han til TV 2 Sporten.
Han lægger ikke skjul på, at den lange skadespause har været svær at tackle.
"Hvis man kigger seks-ni måneder frem, så virker det meget uoverskueligt. Så jeg har hele tiden sat mig nogle delmål, som jeg har arbejdet stenhårdt for at nå. Men det har været en periode med frustrationer, som også har været hårde rent mentalt," siger Martin Vingaard til TV 2 Sporten.
Kilde: TV 2 Sporten