Når verdens største filmstjerner i nat dansk tid træder ud af limousinerne ved den 79. version af de årlige Academy Awards, så er det i første omgang for at flashe designertøjet foran verdenspressens blitzende kameraer. Siden bliver det til en historie om vindere, når de udvalgte kan løfte deres guldskinnende Oscar-stattuetter.
Men det er også en historie om tabere. Vinder instruktøren Martin Scorsese heller ikke denne gang, slår han rekorden for flest nomineringer uden Oscar-resultat.
Ifølge Reuters ligger det dog i luften, at det i år er »Marty’s tur« for filmen »Departed«.
Oscaren for bedste kvindelige hovedrolle går efter alt at dømme til Helen Mirren for hendes portræt af Dronning Elizabeth II i »The Queen«. Det er både Reuters og People.com enige om.
Hvis man derudover som People.com bruger de forudgående prisuddelinger fra Screen Actors Guild Awards, Storbritanniens BAFTA Awards, Directors Guild of America Awards og Golden Globes som pejlemærker, så får Forest Whitaker en Oscar for bedste mandlige hovedrolle for sin skræmmende udgave af Ugandas tidligere diktator Idi Amin i »The Last King of Scotland«.
Bedste mandlige og kvindelige birolle tilfalder i så fald Jennifer Hudson og Eddie Murphy fra filmen »Dreamgirls«.
Imidlertid er mulighederne helt åbne, når det gælder Oscaren for bedste film. De internationale betting-bureauer tror mest på »The Departed«, men også beskrivelsen af en dysfunktionel familie i Jonathan Daytons og Valerie Faris’ »Little Miss Sunshine« samt Alejandro González Iñárritus deprimerende, men imponerende »Babel« har gode chancer.
Her vurderes chancerne for Clint Eastwoods japansk-sprogede mesterværk »Letters from Iwo Jima« og Stephen Frears »The Queen« noget svagere.
Med hensyn til de danske bidrag, Susanne Biers »Efter Brylluppet samt Søren Pilmarks kortfilm »Helmer & Søn«, så er de ikke favoritter hos betting-bureauerne, der generelt vurderer begge film til at ligge midt i deres felt.