Engang var han i gult og blåt for Brøndby - nu er en spillertrøje kun i gul den foretrukne farve for midtbanedynamoen Martin Retov.
Således har fodboldklubben AC Horsens forlænget kontrakten med Retov, så den varer frem til sommeren 2014.
"Jeg er meget tilfreds med, at Martin Retov fortsætter i klubben, for han er en rigtig dygtig spiller, og han er vigtig for holdet," siger træner Johnny Mølby i en pressemeddelelse og fortsætter:
"Han er dygtig til at tage temperaturen på en kamp, og han er i stand til at gøre sine medspillere gode qua sin ro og rutine," forlyder det fra Horsens-træneren, der understreger, at trods rutinen er midtbanespilleren "stadig sulten, og det er vigtigt."
Også 31-årige Retov glæder sig over, at samarbejdet hos 'De Gule' kan fortsætte i to et halvt år endnu.
"Begge parter er glade for at fortsætte samarbejdet, og det har også kun været pil op for både klubben og jeg, mens jeg har været i AC Horsens," forklarer den rutinerede midtbanespiller, der kom til klubben i sommeren 2010.
Han har før spillet i Køge Boldklub, Brøndby IF og tyske Hansa Rostock.