Døren til den ejendom på Rolighedsvej i Herning, hvor Maria Møller Christensen blev fundet dræbt den 1. januar, har muligvis slet ikke været låst.
Og det betyder altså, at alle og enhver uden problemer har kunnet skaffe sig adgang til ejendommen. Det fortæller flere af den nu løsladte Jan Lindholt Mikkelsens venner til Ekstra Bladet.
Det kommer bag på politiet, som hidtil har oplyst, at det kræver en nøgle for at komme ind, fordi der er installeret en automatisk dørlås.
Ifølge politiinspektør Ole Henriksen fra Midt- og Vestjyllands Politi bør døren låse automatisk ved 18-19-tiden om aftenen og først låse op klokken 07 om morgenen.
Men den virker slet ikke efter hensigten, fortæller kilder til avisen.
"Vi har altid fået at vide, at døren automatisk låser efter kl. 19.00, men i de seneste par uger har vi flere gange været i opgangen efter kl. 19, og hoveddøren har været åben. Vi kunne gå lige ind i opgangen. Det kan måske også have været tilfældet den nat, hvor Maria blev slået ihjel," siger en af Jan Lindholt Mikkelsens venner til avisen.
Hvis hoveddørens lås også har været i uorden nytårsnat, har der været fri adgang for gerningsmanden til at gemme Maria af vejen.
Politiet vil nu begynde forfra med at afhøre både nuværende og tidligere beboere og andre, der har haft adgang til ejendommen.