Det har været en blodig tirsdag i Indien, efter indiske sikkerhedskonvojer er blevet udsat for en række angreb fra maoistiske oprørere.
"Lige nu ligger dødstallet på mellem 50 og 60, men dødstallet kan blive endnu højere," oplyser en talsmand for politiet ifølge Reuters.
De maoistiske oprørerne gik først til angreb på paramilitære tropper, der deltog i en anti-maoistiske offensiv i Dantewada-distriktet i staten Chhattisgarh i det centrale Indien.
Efter det første angreb blev et redningshold sendt ind for at hjælpe deres soldaterkammerater, men det hold blev også overfaldet. Endnu et redningshold blev sendt af sted, og så gentog det blodige scenarium sig igen.
Regeringen i Indien satte for nyligt gang i en stor offensiv mod tilhængere af kommunismen i flere forskellige stater. I den anledning har oprørerne advaret om, at antallet af angreb vil stige, så længe regeringen ikke skruer ned for blusset i deres kamp mod dem.
Men det har regeringen altså indtil videre ingen planer om.
I søndags var oprørerne også på banen i staten Orissa, hvor de fik en landmine til at eksplodere og slå ti politifolk ihjel.
Oprørerne kæmper for et kommunistisk styre i Indien, og gennem deres 20 år lange kamp har flere tusinde mistet livet.