Statskassen går hvert år glip af næsten seks milliarder kroner, fordi regeringens 2015-målsætning ikke opfyldes.
Regeringens mål er, at 95 procent af en ungdomsårgang i 2015 skal have en ungdomsuddannelse. Det svarer til, at kun hver 20. ikke får en uddannelse ud over folkeskolen.
Men de nyeste tal fra 2007 viser, at kun 80 procent kan fremvise eksamensbeviser ud over folkeskolens afgangsbevis 25 år efter, at de forlod skolen. Og den manglende uddannelse koster statskassen dyrt.
Det viser en beregning fra AE-rådet.
I perioden 2009 til 2015 vil Danmark gå glip af 5,8 milliarder kroner om året, fordi 2015-målsætningen ikke er opfyldt.
Og hvad værre er: Uddannelsesniveauet for danske unge bliver ved med at falde.
"Siden 2000 er udviklingen gået den gale vej, og når der til sommer komme nye tal for 2008, vil det se endnu værre ud," siger privatøkonom i AE-Rådet, Mie Dalskov, til Newspaq.
Det skyldes, at frafaldet fra erhvervsskolerne er blevet større de senere år.
"Vi kan se, at frafaldstallene siden 2007 er steget, fordi mange ikke kan få en praktikplads og dermed gøre deres uddannelse færdig. Så må det også være sådan, at tallene for, hvor mange, der får en ungdomsuddannelse, falder," siger Mie Dalskov.
Produktivitetstabet på 5,8 milliarder kroner om året er beregnet ud fra, at folk med en uddannelse over et helt livsforløb bidrager med op imod 10 millioner kroner mere til statskassen end folk uden en uddannelse.