Det kræver disciplin, slid og flid at sætte sig på sin flade og få taget en ungdomsuddannelse.
Og i eksempelvis Ishøj Kommune er det mere end hver tredje ung, der ikke har sådan en ti år efter, at de har forladt 9. klasse. Det viser en analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd ifølge DR.
"Det betyder, at man har nogle mistede muligheder i fremtiden," siger professor Flemming Just, der er leder af center for landdistriktsforskning.
For generelt mangler de unge uddannelse i hele Region Sjælland, og det skaber problemer. Ikke bare for de unge, men også for virksomhederne i området.
Flere af dem kan ikke forestille sig en fremtid i regionen uden kvalificeret arbejdskraft, og så må de flytte væk.
"Mange virksomheder gør sig faktisk allerede de overvejelser," siger Jan Hendeliowitz, direktør for Beskæftigelsesregion Hovedstaden og Sjælland, til DR.
En udvikling, der er så kritisk, at kommunerne bør reagere, mener Flemming Just.
"Det må simpelthen være et wake-up call til kommunerne om, at man skal se at komme i gang. Det er altså også nødvendigt, at kommunerne selv foretager sig noget for at få unge til at komme i gang med en ungdomsuddannelse," siger han.
Ifølge direktør på Erhvervsskolen CPH West får de unge som regel ikke en uddannelse, fordi de ikke er vant til at få sådan en i området, og deres forældre højest sandsynligt heller ikke har en.
Kilde: DR