På den ene side går det fremragende. De danske it-virksomheder svømmer i ordrer. På den anden side, går det utilladeligt skidt.
It-virksomhederne mangler mellem 2.000 og 4.000 medarbejdere til at løfte opgaverne.
It-branchens organisation, DI Itek, har regnet på, hvor meget manglen på højtuddannede ingeniører og specialister årligt koster virksomhederne. Og resultatet bliver op til fire milliarder kroner, skriver EPN.dk
Firmaerne griber derfor til ukonventionelle metoder for at lokke eksperter og specialister fra EU og Østeuropa til Danmark. I softwarefirmaet Secunia får medarbejderne eksempelvis en dusør på 20.000 kroner, for hver ny kollega de kan lokke ind i firmaet.
Der er ellers medarbejdere at finde i Fagforbundet for it-ansatte, Prosa, som har 500 ledige medlemmer. Men de er ikke uddannet godt nok til branchens krav, mener Tom Togsverd.
"Prosas medlemmer har typisk to-tre års uddannelse, mens vi især efterspørger it-eksperter med måske fem-årige uddannelser," siger han til EPN.dk.
Kilde: EPN.dk