Australsk politi har anholdt endnu en mand i forbindelse med de voldsomme brande i landet.
Ifølge politiet er der tale om en 38-årig mand, der er blevet set i færd med at smide tændte cigaretter ned i det tørre græs nær byen Myrtleford.
Det har ført til, at manden er blevet sigtet for ildspåsættelse.
Tidligere på ugen ophævede en domstol i Melbourne ifølge flere medier forbuddet imod at offentliggøre navnet på en anden mand, der ligeledes er anholdt for ildspåsættelse. Der er tale om den 39-årige Brendan Sokaluk, som angiveligt skulle have antændt en brand, der dræbte 11 mennesker og ødelagde omkring 200 boliger.
Brandene i Australien har indtil nu kostet 201 mennesker livet. Derudover er omkring 1830 huse brændt ned, og 7500 er blevet hjemløse.