Nordjyllands Politi efterlyser vidner i forbindelse med en skudepisode i Fjerritslev tirsdag aften.
Det skriver politiet i en pressemeddelelse.
Offeret er en 53-årig mand, der blev ramt af skud i hånden. Han er ikke i livsfare, men er fortsat indlagt på sygehuset.
Skudepisoden fandt sted på Jernbanegade kort før klokken 20.
Politiet har samtidig fundet et våben, som de mener har relation til skudepisoden.
Der er tale om et oversavet jagtgevær, som er fundet på en vej nær gerningsstedet.
- Vores vurdering er, at det er det våben, der er benyttet til at afgive skud med, siger vicepolitiinspektør Frank Olsen i en meddelelse.
I første omgang fik alarmcentralen en melding om, at en person var væltet på sin knallert på Jernbanegade.
Men da en ambulance nåede frem til stedet, kunne mandskabet konstatere, at en mand var ramt af skud. Offeret er fra lokalområdet.
Politiet undersøger baggrunden for skudepisoden, samt hvad der foregik på gerningsstedet før, under og efter skyderiet.
Politiet har fået adskillige henvendelser, hvor flere vigtige vidner har henvendt sig.
- Vi har fået gode spor at arbejde med, så vores efterforskning fortsætter på fuldt tryk, siger Frank Olsen i meddelelsen.
Han vil gerne fortsat hører fra personer, der har hørt eller set noget.
Politiet har efter skyderiet undersøgt flere ejendomme og har haft hundepatruljer til at afsøge området omkring gerningsstedet.
Nordjyllands Politi er fortsat i gang med efterforskningsarbejdet.
- Skud i det offentlige rum er en særdeles alvorlig sag, så der er et stort efterforskningsarbejde foran os.
- Vi efterforsker massivt for at få klarlagt, hvem der har afgivet skud, og under hvilke omstændigheder det er foregået, siger Frank Olsen.
Vidner kan kontakte politiet på telefonnummer 114.
/ritzau/